Info folder

Velkommen som ungdomsspiller – og som forælder

Åbyhøj Basketballs ungdomsafdeling er blandt landets største. Klubbens ungdomshold har gennem de seneste 30 år opnået flotte resultater, både på drenge- og pige-siden. Som ungdomsspiller får du masser af oplevelser, udfordringer og et rigtig godt socialt liv – sammen med dit hold, men også med hele klubben.

I denne folder har vi beskrevet, hvad du og dine forældre kan forvente, og hvilke traditioner klubben har.

Hverdagen

Træningen

Man kan forvente at få tilbudt mindst 2 ugentlige træninger (bortset fra den yngste årgang) med en kompetent træner. Det forventes, at man deltager aktivt i træningen på sit hold, og aftaler med træneren, om der evt. skal meldes afbud, hvis man ikke kan komme til træning. Vi ser gerne, at holdet klæder om sammen, da det giver en social god indgangsvinkel til hinanden.

Hvis man er meget dygtig og gerne vil træne mere, kan der tilbydes at træne én gang ugentligt ekstra med årgangen ældre. Dette er dog noget de enkelte trænere bestemmer!

Kampene

I de små rækker (mikro – 1. klasse, yngste – 2.-3. klasse og ældste mini – 4.-5. klasse) er målsætningen, at alle skal have lige meget spilletid, og der bliver ikke lavet 1. og 2. hold. Den eneste undtagelse er ved deltagelse i pokalturneringen samt evt. deltagelse i nordiske mesterskaber (Scania Cup). Dette vedrører kun 2. års ældste mini-spillere.

Ellers deltager alle hold i en løbende turnering med hold fra sin egen række, fortrinsvis i Århus-området, men det kan strække sig i hele Jylland. Man kan følge med i resultaterne på klubbens hjemmeside (aabybasket.dk) eller i Holdsport. I løbet af sæsonen deltager holdene i forskellige turneringer – de yngste årgange lidt færre end de ældste.

Tradition

Stævner og traditioner

I videst muligt omfang rejser vi ofte til udenlandske stævner og større stævner i Danmark. Det vil sige, at vi som klub ofte rejser ud og hjem sammen (f.eks. Lundaspelen og Scania Cup, alias de nordiske mesterskaber i Stockholm). De yngste spillere deltager oftest i mindre stævner i Jylland.

Når vi er af sted, er holdet af sted som hold. Det vil sige, at man som udgangspunkt går samlet og spiser samlet.

Til alle stævner – med undtagelse af Scania Cup – inviteres alle holdets spillere til at deltage, og der tilstræbes så vidt muligt, at alle får spilletid. Ved deltagelse i Scania Cup udtager træneren spillere for at stille med det bedst mulige hold. Her går vi efter den bedst mulige placering.

Stævner man kan blive tilbudt at deltage i

  • BMS Herlev Cup

    Afholdes medio september.

  • Lystrup Cup

    Afholdes i februar.

  • Lundaspelen

    I Lund, Sverige – afholdes den 1.–5. januar.

  • Scania Cup

    I Södertälje – de uofficielle nordiske mesterskaber, hvor kun inviterede hold deltager. Afholdes i påsken.

  • Århus Festivallen

    I Vejlby-Risskov Hallerne. Afholdes i påsken.

  • Basket-Festivallen

    I Göteborg. Afholdes i Kristi Himmelfartsferien.

Til forældrene

Forældrerollen ved stævner

Nogle af de bedste oplevelser forbundet med at dyrke en holdsport er at deltage i stævner sammen med holdet. Disse oplevelser kan ikke lade sig gøre uden stor opbakning fra forældregruppen. Erfaringer fra tidligere stævner har dog vist os, at involvering fra forældre er en balancegang. Uden forældreengagement kan intet lade sig gøre – det hele er drevet af frivillige kræfter. For meget forældreengagement kan dog også have nogle mindre heldige konsekvenser. Derfor har vi gjort os nogle tanker om retningslinjer:

Forældredeltagelse

Vi er meget heldige i Åbyhøj Basketball, at der ofte er mange forældre, som vil tage med og hjælpe på de forskellige ture. Vi vil dog bestræbe os på at være meget tydelige omkring, hvor mange voksne der er behov for som praktiske deltagere til hvert stævne, og melde klart ud, hvem der deltager fra gang til gang. Det giver blandt forældrene klarhed over, hvem der har tørnen – og er med til at hjælpe børnene gennem turneringen (dermed kan man også blive hjemme med god samvittighed, når man ikke har den). Det fungerer bedst, når man enten er med eller ikke er med. Det er tydeligst for børnene, giver klare rammer og dermed en rutine omkring turneringen. Der skal ikke være for få hænder, men der skal heller ikke være for mange.

Børnene klarer generelt stævnerne flot. De kan mere, end vi regner med, og vokser sig en halv meter højere, når de kommer hjem og stolt har været afsted på egen hånd. Det er en gave at turde stole på, at det går – og ligeledes stole på, at der er varme hænder, som tager sig godt af børnene, når de er trætte, og det er hårdt. For det er både hårdt og svært til tider. Og det er helt naturligt.

Forældrebesøg

Når børnene er afsted, er de afsted som et hold for at have oplevelser sammen. Når der kommer mange forældre på besøg, eller de kigger forbi og tager børnene med ud at spise osv., kommer det udelukkende fra et godt sted – det ved vi – men det skaber uro i gruppen, og det giver usikkerhed hos den enkelte, som får besøg. De er ekstremt obs på, hvornår deres forældre kommer, kan glemme at være sammen med holdet og pludselig kan blive kede af det. Børnene på holdet forstår ikke, hvorfor deres kammerater er væk og skal ud at spise, og socialt giver det unødvendig uro. Middage og hyggeture kan man have på alle andre tidspunkter end, når holdet er afsted.

Hvis for mange forældre kommer på besøg, bliver de få forældre, der er derhjemme, i tvivl om, det er ok, at de ikke også dukker op – og det er en uheldig trend. Det er også uheldigt, hvis børnene kan tro, at der er synd på dem, hvis deres forældre ikke dukker op på visit. Derfor – lad os huske, at holdsport er sammenhold, fællesskab og oplevelser, børnene i udgangspunktet har på egen hånd.

Det kan dog også være opløftende for et hold, hvis der er tilskuere hjemmefra – så det er naturligvis en balancegang. Vurdér derfor gerne, om jeres barn og resten af holdet kan overskue at skulle sige hej og farvel til jer flere gange på en dag.

Hvis der er børn, som gerne vil med, men endnu ikke kan tage afsted selv, så melder man sig som praktisk deltagende forælder. Og der vil altid være undtagelser fra reglen – og det skal der naturligvis være plads til.

Pakning til stævner

Husk, at man klarer sig selv, når man er afsted. Hjælp pigerne med at pakke, så de reelt kan bære deres egen baggage. Vælg en sovepose, hvis dynen fylder for meget osv. Man skal så vidt muligt sørge for sig selv og sine ting, og det er øv ikke at kunne følge med, fordi man har tre poser og en kuffert.

I hallen

Åbyhallen og opbakningen

Oprydning i Åbyhallen

Når træningen er afsluttet, deltager alle i oprydningen af bolde mm., som er brugt i træningen. Hvis man er det sidste hold i hallen, både til træning og kamp, skal hele hallen ryddes op, inklusive at kurvene skal køres op.

Opbakning ved kampe

Klubben vil altid gerne have publikum til alle kampe. Vi forventer, at publikum, der støtter Åbyhøjs hold, opfører sig respektfuldt både over for modstandere og dommere. Publikum forventes at opholde sig på tilskuerpladserne og ikke på udskiftningsbænken.

Praktisk info

Det praktiske

Støt klubkassen – til alle forældre

Åbyhøj Basketklub kan ikke klare sig uden jeres hjælp, støtte og opbakning. Vi tager 6–8 gange om året opgaver ind, der kan give et tilskud til klubkassen og dermed jeres børn og deres udvikling. Vi opfordrer meget gerne jer til at melde jer til disse opgaver, der primært er at stå official ved løb. Hvis alle løfter i samlet flok, skal der ikke så meget til.

Dommerbord

Man sidder normalt på skift ved dommerbordet efter sin egen kamp – dog undtagen mikro og yngste mini. Forældre er meget velkomne til at hjælpe til ved dommerbordsjansen.

Dommerkursus

Som udgangspunkt kan alle få tilbudt et C-dommerkursus, så de kan hjælpe med at dømme ved GP-stævner.

Spilletøj

De mindste hold får udleveret spilletøj af klubben, som ofte er brugt af andre hold. De ældre hold kan ofte også "arve" tøj, men ellers er det noget de enkelte hold selv står for. Oftest som et fælles indkøb med evt. hjælp fra sponsorer, som holdets forældre selv skaffer. Spørg gerne klubben inden indkøb i forhold til leverandører og sponsorer.

Kørsel

Det forventes, at forældre afholder og arrangerer kørsel til udekampe. Holdlederen/træneren er behjælpelig med en kørselsordning. Transporten i egne biler skal altid foregå på forsvarlig vis, og der skal være sikkerhedssele til alle i bilen.

Forældrekontakt

Forældre er altid velkomne til at kontakte træneren, hvis der er noget, de er i tvivl om eller undrer sig over. Vi opfordrer til, at henvendelser ikke foregår under eller lige efter en kamp. Ring eller mail til træneren på et tidspunkt, hvor træneren ikke står midt i samværet med børnene/de unge. Mange hold vælger i dag udelukkende at kommunikere via mails. For at det kan fungere optimalt, er det vigtigt, at der svares så hurtigt som muligt. Husk, at træneren bruger mange timer på jeres børn/unge, og at der er tale om frivilligt arbejde.

Børneattester

Åbyhøj Basketball indhenter børneattester på alle, der er trænere i klubben.

Forældreråd og kontaktpersoner

Hvert hold opfordres til at etablere et forældreråd med kontaktpersoner og evt. en holdleder. Disse kan varetage en lang række af de opgaver, der ligger rundt om holdet, således at træneren aflastes. Der kan evt. rettes henvendelse til ungdomsbestyrelsen, hvis man har brug for hjælp til denne funktion.